I går var jeg inde og se en kunstperformance på Copenhagen Contemporary af billedkunstner Cecilia Fiona og komponist Sophie Søs Meyer. Åh det var fint. En god halv time i en hel anden verden med Cecilia Fionas blomstervæsener, der svajede og bølgede sig gennem udstillingsrummet til det klassiske stykke musik, som Sophie Søs Meyer havde komponeret. Indimellem var det skingert og nærmest larmende og som lydsensitiv var jeg lidt udfordret, men det ændrer ikke på at musik og performance passede rigtig fint sammen. Musikken var både foruroligende, beklagende, opmuntrende og beroligende. Teksten til opvisningen satte fokus på biodiversitetskrisen, men i lyset af at have mistet min mor for nylig – som var et meget sanseligt, spirituelt menneske – fik jeg snarere referencer til menneskets liv, død og genopstandelse som en del af naturens kredsløb. Jeg ville virkelig gerne se det igen, men opsætningen var kortvarig og jeg var inde og se allersidste performance i går. Glæder mig allerede til mere af deres eventuelle samarbejde.
