Ny medicin har hjulpet både mine fysiske og kognitive evner og jeg magter mere. Hurra, det føles vidunderligt at få noget af sit liv tilbage. Ud over at jeg kan gå længere og mere regelmæssigt med hunden, så kan jeg rent kognitivt også klare mere. Det udnytter jeg ved at udfordre mig selv i at lære at strikke. Jeg skal sidde i min nye, dejlige gule lænestol med benene oppe og strikke og når jeg ikke skal lave indtagninger, der kræver fuld fokus, men bare strikke rundt, så skal jeg høre P1-radio på DR lyd-appen, som jeg (først) lige har opdaget… eller måske en lydbog. Verden åbner op efter corona og mange mennesker vil ud i verden og rejse, men jeg vil allerhelst bare sidde i mit hjørne i min lænestol og strikke og høre radio og glædes over, at jeg faktisk kan de ting nu. Min største udfordring er, at jeg vil høre alle lydbøger og alle radioprogrammer på een gang, nu jeg endelig kan.
Mit første strikkeprojekt bliver Stockholm hue fra PetiteKnit. Jeg stikkede den forsøgsvis i noget rastegarn fra en kær veninde, som også genopfriskede alt basis-strikkerelateret viden for mig – men det lignede jeg ved ikke hvad (og jeg lyver ikke) og jeg måtte helt opgive toppen af huen. Men jeg forstod det meste af selve opskriften tilsidst og tør godt starte forfra. Jeg har også fundet ud af at Uldstedet, hvor jeg købte garnet til huen, har frivillige ’strikkefeer’ tilknyttet der kan hjælpe een med konkrete udfordringer i en opskrift. Strikkefeer! De bliver min livline. Jeg har desuden downloaded Kimmie Munkholms strikkeapp, som i sig selv kan motivere mig til at lære at strikke, fordi man kan inddele i projekter og holde styr på sin proces. Min hjerne elsker det! Og jeg VIL lære at strikke for der er et hav af projekter, jeg gerne vil strikke.
