Nu skulle det være. Nu ville jeg lave noget, jeg blev rigtig glad for og stolt af, og så ender jeg med noget jeg ikke hader, men bestemt heller ikke elsker. Altså hele ideen med at beslutte at lave ‘noget flot’ er jo næsten dumt. Eller ihverfald føles det som det forkerte udgangspunkt. Jeg kan tilstræbe det…at det bliver smukt at se på. Men ligefrem beslutte det? Svarer det ikke til at en musiker beslutter sig for at det næste nummer skal være et hit? Jeg ved det ikke.
Problemet er bl.a. at jeg nemt ender med at være mere i slutproduktet end i processen. Jeg er sikker på det et klassisk kreativt dilemma, proces vs resultat, men det er uden tvivl et dilemma der er forstærket af sociale mediers indtog. Jeg har godt nok set mange kunstnere skrive om problematikken på Instagram ifht at føle, at man skal producere noget der er værd at dele. Nu har jeg holdt pause fra Instagram nogle måneder og det giver helt sikkert en ro ifht det at have noget at dele, men det grundlæggende proces/resultat-dilemma er lige så intakt som altid for mig. Jeg ved godt der også er en drivkraft i det dilemma. Det handler jo også om at ville blive bedre til at udtrykke noget.
Virkeligheden er at jeg pt prøver mig frem ifht broderi. Jeg er nysgerrig på mange udtryk. Jeg vil som udgangspunkt gerne lave noget rent abstrakt, men ender så gang på gang med at lede efter fortællinger i det jeg broderer. Det er så svært for mig at lade være. Spørgsmålet er om jeg skal overgive mig til det behov eller holde fast i at lave noget rent abstrakt. Det ene udelukker jo ikke det andet. Men handler det om hver ting til sin tid? Jeg tror jeg snubler i, at jeg både forsøger at sætte nogle rammer og begrænsninger for mig selv og så samtidig ikke holder mig til det, jeg sætter mig for. Jeg forvirrer mig selv og det irriterer mig. Jeg tror jeg er nødt til at tage nogle beslutninger ifht min arbejdsproces. Måske.
Ifht det her lille broderi var udgangspunktet uden plan. Jeg vidste jeg gerne ville arbejde mere i flader og stadig flere forskellige materialer. Hen ad vejen dukkede der noget der lignede ben op, og da jeg broderede to små hvide sko på, havde jeg ligesom taget broderiet i en semi-figurativ retning. Måske er det en ok måde at arbejde på. At lede efter motivet undervejs og bygge videre på det. Måske bliver jeg gladere for resultatet her om nogle dage/uger? Det er ihvertfald hvor jeg er nu.
Jeg er endt med et spøjst farvevalg set ifht hvilke farver jeg er tiltrukket af pt. Den del forstår jeg ikke selv. Men på den anden side…skal kreativitet forstås? Jeg kan se delelementer i broderiet, jeg godt kan lide og dem er der flere af. Jeg kan godt lide fladerne. Jeg kan godt lide de forskellige materialer op mod hinanden. Jeg kan godt lide de sting jeg har valgt her. Nogle gange kommer jeg til at bruge for mange forskellige sting og så ligner resultatet et broderi-testcenter. Jeg kan lide ideen i fortællingen, men jeg er nok mindre glad for placeringen, som jo altså heller ikke er planlagt. Måske skal jeg kaste mig ud i noget mere planlagt abstrakt i næste projekt. Ligesom med maling og tegning bliver jeg faktisk nemt frustreret over resultatet når det er for løst og uplanlagt. Måske er det dér stenen ligger begravet? Jeg har faktisk brug for at sætte nogle kreative rammer jeg holder mig til. Måske er manglen på konsekvens i den sammenhæng i virkeligheden min største frustration.
