I juni 2020 var jeg på Nivågaard og se Hans Scherfigs junglebilleder. Jeg tror ikke jeg har tænkt over det tidligere, men det gik op for mig hvor stort et indtryk han har gjort på mig som barn. Der er en tryghed, genkendelighed og ro i hans billeder, men også en følelse af at blive suget ind i hans verden og ikke vide hvad der ventede, som jeg husker det fra min barndom. Man ved ikke helt hvem der egentlig betragter hvem i hans billeder. Kigger vi som beskuere ind eller kigger dyrene ud på os? En dynamik jeg tror jeg har en forkærlighed for i mine egne tegninger. Sidenhen gik der måske lige lovlig meget prints og plakater i den hvad Scherfigs kunst angik, og mange kunstnere der overeksponeres risikerer på een eller anden måde at miste nogle af deres særlige kvaliteter (dybest set det samme med Wiinblad som jeg i øvrigt elsker), men så meget desto mere glæde ved udstillingen på Nivågaard i 2020, fordi chancen for at se Hans Scherfigs malerier IRL gjorde en forskel.
I øjeblikket har jeg blikket vendt mod min barndoms kunstneriske inspirationskilder, fordi jeg tror det man eksponeres for og tiltrækkes af som barn sætter særlige spor i erindringen og er med til at danne grobund for nogle af ens kunstneriske præferencer som voksen. Sådan er det i hvertfald for mig. Jeg elskede fx Balthazar der kunne forvandle alt han rørte ved til noget andet med magiske dråber og ‘Linjen’ der gik ud af en streg og aldrig vidste hvad der mødte den, fordi tegneren bag løbende tegnede fortællingen. I dag kan jeg godt lide at tegne ting, der ikke helt er hvad de ser ud til eller linjer der bliver til noget, jeg ikke selv ved hvad er, når jeg starter tegningen.
Men tilbage til Scherfig. Jeg har fået øjnene op for hvorfor hans malerier har den særlige tiltrækningskraft. Det handler om hans brug af lys og mørke/skygge. Det lysner generelt i baggrunden af hans malerier, hvilket indikerer at der er ‘noget’ derude, i horisontlinjen. Hans motiver er mørkere i forgrunden hvilket skaber en slags rammesætning for et mere lukket, hemmeligt rum, og hvilket barn elsker ikke huler? Jeg ved jeg syntes huler var magiske. Derudover er jeg ret vild med hans brug af blide overgange af nuancer. Noget jeg selv ynder at bruge i mine tegninger. Jeg synes det skaber sådan en ro med farveharmonier. Jeg fylder sjældent hele papiret ud med farve og når jeg gør, er baggrunden oftest bare een jævn farve, fordi jeg ikke er særlig interesseret i egentligt perspektiv, men det her ‘trick’ vil jeg helt sikkert have mere i tankerne.
